Afhængighed og rygestop m.v.

 

Om afhængighed

NADA kan bruges ved alle stoftyper. Lincoln Recovery Center har haft de samme resultater uanset hvilke stoffer, der var på markedet. NADA (og akupunktur) virker ikke kun på en bestemt receptor, men har en regulerende effekt på mange biokemiske systemer på samme tid. Abstinenser og stoftrang reguleres mange andre steder i kroppen og hjernen end de cerebrale receptorer, også selvom om receptorerne er mættede af et stof eller medikament. NADA-modellen kan derfor også anvendes ved substitutionsbehandling bl. a. til at forebygge sidemisbrug. Flere misbrugscentre bruger med succes NADA-modellen eksempelvis til at begrænse abstinenser i et skift fra metadon til suboxone.

NADA-metoden er tænkt som et supplement til den eksisterende abstinensbehandling. Metoden kan fremme abstinensbehandlingen men fokus er først og fremmest på de mange andre symptomer og problemer, der ses hos den afhængige person (angst, stress, frustration, kognitive evner, håndtering af følelser, søvnproblemer osv.).

Bedste resultater opnås ved at forebygge med NADA-behandling to gange om ugen indtil medicinreduktion. Herefter intensiveres behandlingsintervallerne i abstinensfasen. Som efterbehandling er to behandlinger om ugen normalt tilstrækkeligt.

De steder, hvor NADA-metoden bruges som den primære abstinensbehandling (eksempelvis DARE Project, Bokholt m. fl.), gives der altid NADA flere gange om dagen i abstinensfasen.

 

Om rygestop

Det er vigtigt at gøre sig klart, at NADA aldrig har været tænkt som en ”smart og hurtig” metode til rygestop.

NADA kan få smøgerne til at smage dårligt eller giver brugeren en følelse af ubehag, som andre akupunkturmetoder også kan gøre. Når det sker, at smøgerne f.eks. smager dårligt og giver ubehag, skyldes det, at behandleren har ramt aktive punkter specielt i Nyre og Shen Men-zonerne. Men da NADA er en toniserende teknik, ligger fokus ikke på at finde disse punkter alene.

Al form for afhængighed er en kompliceret tilstand, som ikke kun drejer sig om receptorer alene. Akupunktur skal ikke stå alene. Husk, at der er punkter som nogle gange er stærkere til den akutte abstinensfase end NADA-punkterne. Men NADA-metoden er måske den bedste til at hjælpe personen i hele hans situation og skabe stabilitet.

NADA-metoden kan hjælpe med at begrænse abstinenser hos den enkelte. NADA kan desuden dulme stof- og rygetrang. NADA gør det muligt at udsætte behovet for at ryge. Mange glemmer simpelthen at ryge. Erfaringerne viser, at forbruget ofte falder med 50% ved at anvende NADA to gange om ugen i en periode (se bl.a. T. Atwood). Som ved al anden afhængighedsbehandling skal NADA som nævnt ikke stå alene, men være et supplement, som hjælper klienten med det samlede rygestopprogram. Ved rygestop bør man støtte op med et program, som lærer klienten at ændre vaner samt arbejde med de behov og følelser, som eksempelvis tobakken har været brugt til at tøjle. NADA bør gives to gange om ugen, da Yin – og dermed den indre kontrol – skal styrkes. Det tager som regel nogle uger eller mere at styrke Yin. NADA´s behovsdæmpende kvaliteter kan selvfølgelig stadig udnyttes. Fortsæt mindst en måned med akupunktur, da receptorerne for nikotin først lukkes efter ca. 4 uger. Undgå al form for substitution (plastre, tyggegummi osv.), da det blot bidrager til at holde afhængigheden ved lige. Substitutionen bør hurtigst muligt aftrappes under akupunkturbehandlingen, hvis det ikke er sket inden behandlingen startes. Brug gerne almindeligt tyggegummi til den orale stimulation. Brug ørekugler mellem behandlingerne og lær klienten at aktivere dem ved behov. Vær opmærksom på, at mange får en særlig svær periode med øget risiko for  tilbagefald efter 2 og 12 uger. Tilbyd derfor mulighed for en supplerende behandling omkring den 12 uge.

Kuglebehandling af Shen Men er et vigtigt supplement mellem behandlingerne.

Se i øvrigt basismetoden på s. 139-140 i NADA-modellen 4. Udg.